Sådan bliver du Drop-In vært


Spilleliste

Værterne for et Drop In udarbejder en spilleliste. De mest anvendte formater er Spotify eller Apple Music afspillet fra computer eller smartphone. Der findes også mange andre digitale formater og enkelte har også spillelister brændt på en CD.

Spillelisten skal kunne spille i ca. 130 minutter som minimum. Den består af 2 hovedelementer TANDA OG CORTINA.

  • Tanda

Tandaer er 3 stykker musik i umiddelbar forlængelse af hinanden. Hver tanda skal indeholde musik fra samme genre fx milonga, vals, klassisk, electronico eller nuevo.

Hvert stykke musik må vare ca. 3 minutter således, at en tanda er på 9-10 minutter. Hvis du anvender meget lange musikstykker, som vi ofte ser i electronico, så må du nøjes med 2 stykker, for at holde dig under de 10 min.

Når en tanda er slut, bytter man som hovedregel dansepartner.

  • Cortina

En cortina er et mellemspil, der signalerer til danserne, at tandaen er slut, og det er tid at forlade gulvet og/eller finde en ny partner.

Cortinaen skal derfor være meget anderledes end tangomusikken i tandaen, og være et meget kort musikstykke på 20-30 sekunder. Du kan med fordel anvende den samme cortina mange gange i løbet af aftenen så danserne vænner sig til ”signalet”. (Det er en uskik at danse til en cortina.)

Du kan altid få hjælp hos Drop In ansvarlige i klubben til at lave spillelister m.m.

Rækkefølgen på tandaer?

Den klassiske tango har det største publikum, derfor tilgodeses dette, ved at der som hovedregel er 66% klassiske tandaer og 33% andre typer. I praksis sikres variationen ved følgende grundmodel for en spilleliste (nedenstående er tandaer)

  • Klassisk
  • Klassisk
  • Vals
  • Klassisk
  • Klassisk
  • Milonga
  • Klassisk
  • Klassisk
  • Electronico
  • Klassisk
  • Klassisk
  • Nuevo

(her er så næsten 120 minutter allerede gået)

Nogle værter synes bedre om nuevo og electronico og flytter vægten en smule så disse typer fylder lidt mere.

Mere om tandaer?

Lidt mere nørderi:

  • Sørg for at alle tre stykker musik har samme lydstyrke (optaget med samme lydstyrke og kvalitet)
  • Det langsomste stykke først, derefter hurtigere, og det hurtigste stykke til sidst (ikke omvendt)
  • Bland helst ikke rene instrumentalnumre med sangnumre i samme tanda
  • Undgå at bruge et musikstykke som har en meget langsom opstart eller mærkelig afslutning
  • Undgå stykker som har lange, stille passager hvor musikken ikke kan høres tydeligt
Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram