Tangoens historie

De fleste ved, at tangoen stammer fra Argentina, nærmere bestemt Buenos Aires. Under den store indvandringsbølge i perioden 1880-1900 til Rio de la Plata (Buenos Aires, Montevideo) blandedes både europæiske, latinamerikanske og afrikanske dansestile og udviklede sig til tango i den kraftigt mandsdominerede verden.. De mange fattige mandlige emigranter havde meget få chancer for at møde kvinder, men gennem tangodansen bestod håbet.  Mænd trænede tango med mænd i lejekasernerne eller  købte sig en dans med de talrige ludere i byen for at blive gode dansere. Dansens intimitet chokerede imidlertid samtiden og blev pure afvist og nedgjort af det bedre borgerskab og blev udelukket fra tidens etablerede dansesteder.

Da tangoen nåede Paris i 1912 – og fik enestående succes – startede en international tangomani, som forandrede Buenos Aires-borgerskabets holdninger til tangoen. Tangoen blev også en trussel mod de eksisterende danseskoler, der som modtræk udviklede en anden type tango, der i dag kendes som  ballroom tango (Europæisk Tango), som vi kender dem i de traditionelle danseskoler og sportsdansekonkurrencer. I Argentina udviklede den argentinske tango sig samtidigt men ikke i samme retning, og det er i dag stort set kun melodierne i den europæiske tango, der minder om “Argentinsk Tango”.

Den argentinske tango er forførende, drilsk, intim, sensuel, sentimental, kærlig og lidenskabelig og så er den improviseret, dvs. kvinden ikke, på forhånd, ved hvilke variationer manden vil føre hende i. Måden han fører hende på kan være usynligt for andre, men er den rigtige kontakt mellem de to til stede på dansegulvet, vil kvinden aldrig være i tvivl om mandens føring.
Manden fører kvinden, men det må ikke forstås sådan at manden “fører dansen”, nej han anviser kvinden variationer og koordinerer sine egne trin med de variationer han fører kvinden i. Når tangoen lykkes danser parret “i musikken” og begge parter er fuldt opmærksomme på hinandens bevægelser. Gennem sin føring inviterer manden kvinden ind i forskellige variationer, hvor kvinden i videst muligt omfang følger manden, hjerte mod hjerte, men også tillægger dansen sine egne karakteristiske trin og måske ornamenter eller “pynt”.

Man kan uden at overdrive sige at den argentinske tango i dag er global og der er ikke den storby der ikke huser en eller flere tangoforeninger eller “Milongaer” med åbne døre  for dem der måtte have lyst. Det betyder således at, er man passioneret tangodanser, vil dansesko være en naturlig del af bagagen når man rejser ud i verden på ferie eller forretningsrejse. At opleve et samvær med en fremmed, som man måske ikke kan tale med, men hvor dansen er “samtalen” er en helt særlig fornøjelse.

Oversigt over milongaer rundt om i verden

Lukket for kommentarer