The 7th Summer Tango Marathon er skudt i gang, og der er nogen, der lægger hårdt ud med både krævende og hurtige trin i et højt tempo. Det bliver spændende at se, om benene kan bære, om formen er i top og ikke mindst, om fødderne kan holde hele vejen til mål.

Med dygtige undervisere fra ...

Danmark ...

“7th Summer Tangomarathon – plenty of hours, plenty of technique, plenty of steps, plenty of people from plenty of places, plenty of teachers, plenty of space, plenty of good vibes” ... det lyder stort, - ”og så ved han ikke engang, hvor Valhalsgade ligger.”
Indrømmet, Valhalsgade 4 som fylder det meste af den ene side af den lille gade virker absolut ikke indbydende og er som gade og bygning ikke værd at skrive mange ord om. Gulvet er bulet og meget (læs: for) glat undtagen i en slidt cirkel, der vidner om at det bliver flittigt brugt, og at der bliver danset tusindvis af kilometer her. Vi befinder os i den sal, hvor vi i 5 døgn af vores sommerferie har valgt at kaste os ud i en tango-marathon, og det er lige før det går løs.

Nogle varmer op, ...

...Tyskland/Danmark ...

Som noget helt nyt er der i år også en såkaldt tangohund at finde blandt deltagerne. Ret hurtigt står det dog klart, at den er mere interesseret i at gnave kødben, hvorfor den bliver diskvalificeret. Den får dog lov til at være ”med på en kigger” på betingelse af ikke at forstyrre de øvrige deltagere.

Så går det løs igen. Trætheden forsvinder, da jeg igen står på dansegulvet, og jeg er nu på den anden side af ”muren”. Nu er det fødderne, der begynder at protestere. Det er stegende hedt i lokalet, og de overophedede fødder er lukket inde i et par varme sure sneakers – jeg forstår godt, at de vil ud hurtigst muligt, så snart lejligheden byder sig.

Vi danser lidt, men bliver snart nødt til at bryde op. Vi har nu fået endnu længere til en seng og må oven i købet skynde os for at nå det sidste tog. Togets rumlen og trætheden mærkes tydeligt og kan ikke skjules. Alligevel kan vi ikke lade være med at øve dagens trin i ventetiden, da vi lidt senere står på perronen, hvor Christian gir’ den i bedste Richard Gere stil og siger ”Shall we dance?"

”Jeg bliver nødt til at lægge mig lidt”, siger jeg til min partner. Jeg er kommet til et kritisk punkt og er tæt på at overgive mig til trætheden, som jeg kan mærke i hele kroppen. ”Så læg dig i 5 minutter, men det er vigtigt, at du kommer på den anden side af ”muren””, siger min dansepartner. Jeg forstår ikke straks, hvad han mener, men han forklarer mig opmuntrende, at det bare er et kritisk punkt, jeg skal igennem, og at han nok skal ”bære mig igennem”.

”Hvordan kommer vi til Fælledparken?” ”Jeg tror, I skal med bus, men jeg kan ikke huske hvilket nr. den har”, siger Navina, en af underviserne. ”Jeg plejer selv at cykle, når jeg skal omkring, så jeg ved det knap nok”. Min dansepartner og jeg foretrækker at gå frem for at køre med bus, hvis der ikke er alt for langt, men vi skal hele tiden disponere vores tid og energi bedst muligt. ”Hvor lang tid tager det at gå?” forhører vi os. ”Ca. 25 min.” Vi kigger på et kort og bliver enige om, at det ikke kan tage mere et kvarter, og så går vi.

Vi gennemførte et tangomaraton med en distance på over 30 timers tango og kilometervis af trin på 5 dage. En oplevelse udover vore tidligere tangooplevelser, som gør Valhalsgade til en gade, man som taxachauffør kan køre forbi flere gange dagligt uden at lægge mærke til, men som for os rummer en forunderlig verden af rigdom og glæde.