Jan Treebaks fotoreportage fra Kulturnatten 2005

 

Kulturnatten er forbi. Den blev en succes for Aalborg Tango Club ’El Abrazo’. Festsalen på Aalborg Studenterkursus var klar til at modtage publikum kl 19. Tangobilleder og plakater viste vejen op til den i dagens anledning, pyntede festsal.
Trioen “Tre til tango” spillede “Por una cabeza” som første nummer, hvortil foreningens kernedansere gav aftenens første opvisning i den argentinske tangos finesser.

 

 

Herefter fik Janne hjælp af Preben til aftenens første introduktion til de interesserede fremmødte, som gik til opgaven med stor entusiasme i den halve time, der var afsat. “Tre til tango” gav følgende en halv times fantastisk tangomusik, hvortil der blev danset af hjertens lyst. Og klokken 20 var et nyt publikum klar til at gentage samme forløb.

 

 

Efter fælles oprydning gik musik og dansere hen til “Grand” for at spille og danse opvisning i forbindelse med Jørgen Jensens tangoinstallation i sidesalen. Desværre var gulvet her ikke særligt dansabelt, så vi rykkede ud på dansegulvet i hovedsalen, hvor “Tre til tango” havde indtaget scenen og gav en forrygende koncert, som naturligvis trak os alle på gulvet, tillige med tidligere tangodansere fra vores forening. De flere hundrede publikummer på “Grand” fik en oplevelse, som jeg håber de sent glemmer.