La Frayssinette
I Sydfrankrig i nærheden af Albi findes et rigtigt lille paradis for tangointeresserede – La Frayssinette – eller www.tangovalley.com


I forbindelse med et tangoarrangement i Aalborg i maj, lå der nogle farverige A6 flyers med ovennævnte internetadresse. Vi gik netop og overvejede hvilket indhold sommerferien skulle have i år, og det så faktisk spændende ud – så vi sprang ud i det, og bookede en uge hos Peggy og Vincent.


Vi havde kun én uge tilbage af ferien, så vi opgav at køre den lange tur til sydfrankrig, og fandt billige flybilletter hos Ryanair via London (Stanstedt) til Rodez-lufthavnen, som kun ligger 1-2 timers kørsel fra La Frayssinette . For at komme frem til stedet i tide, valgte vi at leje en bil i lufthavnen. Mærkelig fornemmelse at have forudbetalt for fire flyveture og billeje – uden at have sikkerhed for at kunne nå fly og bil i tide. Ovenikøbet lige samtidigt med at DR valgte at vise en meget kritisk udsendelse om Ryanair. Men alt klappede flot.

Køreturen fra lufthavnen i Rodez til La Frayssinette gik næsten uden fejl udfra kørselsvejledningen på hjemmesiden – ikke helt uden, for franskmænd er håbløse til at skilte. Flot tur langs floden Tarn. La Frayssinette ligger meget langt ude på landet, bag en bondegaard og forbi en lade og ned ad en ondt stejl serpentinervej, hvor man i sidste sving vender og bakker ned på ”parkeringspladsen”. Den lange privatvej har sikkert været dyr at anlægge, og er først kommet til i de seneste år. Der er fint skiltet, så det er ikke svært at finde den snirklede vej. Vi oplevede, at en bondekone, der stod ude ved vejen, bare vinkede os i den rigtige retning – tossede turister, der har vovet sig så langt ud, skal helt sikkert besøge Peggy og Vincent for at danse tango – hvad skulle de ellers helt herude? Der er ikke engang signal på mobiltelefonen!
Vi kom lidt sent til aftensmaden søndag aften. Næsten hele holdet - der denne uge var på 8½ par plus de hollandske instruktører Rob & Inez (www.rob-inez.com) og naturligvis værtsparret, sad omkring bordene udenfor det gamle stenhus. Aftensmaden ventede på, at vi skulle ankomme. Et andet dansk par var strandet i Rodez, og Vincent tog af sted for at hente dem, mens Peggy satte maden på bordet. Lækker mad og hyggelig international stemning. Der var deltagere fra Tyskland, Skotland, 2 par fra Danmark og Holland var rigt repræsenteret med 4 par plus instruktørerne. Det blev straks besluttet at sproget skulle være engelsk hele ugen. Der var desværre en dame som var blevet forhindret i sidste øjeblik, men hendes partner, hollandske Dirk klarede sig igennem, ved at der blev byttet partnere ind imellem, og i et par dage havde instruktørerne skaffet kontakt til en tangokyndig pige, som boede i nærheden – så i nogle dage var vi 9 par.
Peggy laver dejlig mad – ikke fornemt og dyrt, men godt og let mad – 3 retter hver aften. Morgenmaden er med hjemmebagt brød, pølse, postej, oste, hjemmelavet youghurt. Det hele bliver tryllet frem i en meget afslappet atmosfære. Er der specielle ønsker, kan de også imødekommes. Der er ikke mange hjælpemidler i det primitive køkken, opvasken bliver klaret ved at vi melder os på opvaskeholdet en enkelt aften hver. I løbet af dagen vasker vi hver især vore glas og tallerkener, og står der noget opvask, er der altid nogen, der lige tager sig af det – Peggy vil gerne have hjælp, og snakken går hyggeligt ved opvasken, mens et par øver sig i tangotrin på dansegulvet.
Dansegulvet har Vincent – som alle andre bygninger – selv lavet. Vandret ud fra den stejle klippeskråning. Et reb forhindrer os i at danse ud over kanten. På rebet hænger glemte tango-sko i alle afskygninger. Over gulvet har Vincent lagt et glasfibertag, dækket af et gammelt militært sløringsnet. Under taget vokser en kæmpe vin. Regner det for voldsomt, har Vincent lavet plastic-forhæng, som er rullet op under udhænget. Er solen for stærk (og det er den ofte – vi havde 31 grader i skyggen) så er der hvide gardiner, som kan trækkes for. Den stillestående varme bekæmpes med adskillige blæsere rundt omkring. Det er hamrende hyggeligt at danse tango på det gulv, uanset om solen skinner og der er kæmpe udsigt til dalen, eller det er mørkt og cikaderne larmer, eller øsende regn, eller torden – perfekte omgivelser til en god tangooplevelse med sin partner. En ven af Peggy og Vincent – Peter fra Holland – som besøger dem og hjælper til i perioder, fortalte, at han engang for mange år siden havde bygget et stort udendørs badekar på det sted, hvor der nu er dansegulv. Da Peggy og Vincent blev interesserede i Tango, byggede de så dansegulvet ovenover.

Peggy kan godt lide, at der også er pauser i den megen musik, og måltiderne starter med et minuts stilhed, og musikken er slukket mens man spiser. Alle spiser samtidigt, og snakken går rigtig hyggeligt.
Der undervises 2 gange 90 minutter om dagen, klokken 10:30 og 20:30. Imellem disse tidspunkter er der altid et eller flere par på gulvet for at øve trin, eller bare nyde en ny melodi. Om aftenen er der milonga til langt ud på natten. Vi har danset tango til alt fra Dire Straits til Louis Armstrong og ikke mindst ”Time” fra den Polske gruppe Kroke.

Når hver går til sit, og man skal finde sin ”cabanne” ude i den kulsorte nat i på den stejle bjergside, tager man en batterilygte i hånden. De små hytter er fantasifuldt bygget rundt omkring på området. Alle har el, nogle har koldt vand, og nogle er bygget sammen i en bygning med bad og toilet. Peggy foreslog os at vælge hytten ”Casa Rocha Azur” som var bygget halvt ind under klippen, og hvor 2 vægge var selve klippevæggen. Godt valg, for hytten var kølig i hede sol. Vi havde som alle hytter en udendørs bruser, og kunne blot gå ned ad en lille trappe til etagen nedenunder, hvor der var bad og toilet. Der er også teltpladser.
Over sengen var et mosquito-net – noget vi satte pris på, for der var ikke helt fri for edderkopper, myg og hvepse. Det er en god ide at tage insektstifter o. lign med.
I de varme timer midt på dagen, gik mange ned i bunden af dalen, hvor et vandløb og dets hvirvler har slidt sig med i de knudrede klipper gennem århundreder. Der er adskillige små vandfald, og små søer hvor man kan bade i det friske kolde vand – et sandt paradis, hvor man helt ugenert i den tætte bevoksning kan lege Adam og Eva mellem flotte kæmpeguldsmede og sommerfugle. Nogle ligger på luftmadrasser og læ-

ser, nogle bader og soler sig. Der er ingen grund til at bevæge sig væk fra La Frayssinette hele ugen, og de fleste vælger at blive i dette paradis.

Onsdag aften er friaften, og der er hverken undervisning eller aftensmad. Har man bil, kan man tage på tur til Albi, Roquefort, eller middelalderbyen Cedez-zur-ciel i området. Har man ikke bil, kunne man køre med andre, eller lave en aftale med Peggy om at man kunne lave sig noget mad i køkkenet. Peggy er altid til at lave aftaler med – vi fik lov til at blive en dag ekstra – gratis, mod at vi selv gjorde vores cabanne ren.
Værtsparret deltager ikke selv i undervisningen, men kan naturligvis ikke lade være med at tage en dans i ny og næ. Det er en fornøjelse at se, hvordan de nyder tangoen – med mange smådrillerier og snydetrin. Peggy og Vincent har i perioder undervist lokale, og har eksempler på at deres tidligere elever er startet med tangoundervisning.
Vi havde egentligt tænkt os at holde vores viden tæt ind til kroppen, og beholde dette paradis for os selv, men webmaster bad om at få en beskrivelse, og der er alligevel ingen fare for at hele dalen bliver dækket over med glas, og at parkeringspladsen udvidet til at tage turistbusser – det er bare ikke Peggys stil – der er plads til 11 par og det er rigeligt, mener hun.

Inge og Henning