- interview med Gunner Svendsen og ?, 1996, udskrevet fra programmet ’Dokumentarzonen’ fra Danmarks Radio P1.

K I tangoen der er det knald eller fald i bogstaveligste forstand. Misforstår man hinanden for alvorligt, det vil sige, at hvis ikke manden afsender sit signal håndfast nok, eller hvis kvinden ikke er åben for at lade sig bevæge, så falder man.

M Det er mig, der fører, det er mig, der viser, hvad vi skal lave, når jeg gør noget bestemt med min hånd, min arm eller min krop, drejer den på en bestemt måde, så betyder det, at damen skal følge mig på en ganske bestemt måde.

K Kvindens ypperligste egenskab i dansen er at kunne åbne sine sanser, at kunne give sig hen.

M Man kigger ikke engang på hinanden. Det er kroppene, der kommunikerer, og man kan sagtens – så at sige – være så skarp i sin måde at føre damen på, så hun forstår det tegn, jeg giver, at hun kan følge det, og gøre det, jeg gerne vil have hende til at gøre.

K Vi bliver nødt til at være utroligt opmærksomme hele tiden – på den mindste bevægelse, den mindste drejning i hans krop, i det mindste praj om, at nu skal jeg skifte retning, eller nu skal jeg dreje højre om, eller nu skal jeg cirkulere rundt om ham som det centrum han er lige præcis i den figur. Hverken tænke på fortid eller fremtid, men simpelt hen bare tænke her og nu på, hvad er det for en mand, jeg er ude at danse med, hvad betyder det, når han klemmer mig der på venstre side af ryggen? Eller finde ud af, at han går med en charmerende skævhed, men som altså ikke betyder, at jeg skal dreje den vej, men så tage den med.

Min start med tango den begyndte en forårsdag på vej hjem fra universitet, mit institut ligger i forbindelse med noget skov, hvor jeg cykler igennem til og fra skole, og der var den her fyr, som flere gange lige præcis skulle hjem, når jeg også skulle hjem, og sådan havde det stået på lidt tid, og den dag, hvor solen skinnede, var det som det plejede, at fyren her han dukkede op, og vi fulgtes ad gennem skoven, og på et tidspunkt så spørger han mig, hvad jeg kunne tænke mig at lave, hvis jeg virkelig skulle gøre noget godt for mig selv, og uden at tøve et øjeblik, så udbryder jeg, at jeg vil smadder gerne danse argentinsk tango.

M Jeg havde faktisk ikke haft en kæreste, før jeg begyndte at danse tango, det vil sige, at det er klart, at jeg havde ikke været inde i et forhold til en kvinde, hvor jeg oplevede en grad af kontrol, hvor jeg havde følt mig på sikker grund i forhold til en kvinde for eksempel, og det er da meget tænkeligt, at min tango den kompenserede for et behov for kontrol, en følelse af at have kontrol overfor kvinder.

K Den allerførste tango, den var jo famlende og stiv og spændt, nervøs, og så var den krydret af, at fyren, som jeg dansede med, kunne lide mig, så det var en blanding af at være som et føl, der lige er kommet til verden, og som står med sine stive ben og forsøger at finde fodfæste, og samtidig med så smagte det af romantik. Det at blive ført af en mand, det er eventyr. Jeg kan modtage den her fornemmelse, som den her musik giver mig og samværet med den her herre, som har budt mig op, giver mig – en svømmen væk, vil jeg næste sige. Det er vidunderligt at få fat i den tillid og lade sig rive med i nogen trin, som man ikke kan forudsige, som man ikke har kontrol over, men som man ved, der vil blive passet godt på en.

M Nogen gange kan herren simpelt hen standse midt i musikken, så standser han pludselig op, da kan han pludseligt stå og nærmest være sådan … holde damen lidt ind til sig, og så går man videre. Det fortæller for mig noget om, at manden gerne vil vise ømhed og omsorg i hans tempo, når blot han får lov til selv at bestemme, hvornår det skal være.

K Nogen gange har danset og tænkt: Åh, bare han ville lave den figur, eller bare han kunne holde mig på den måde, eller bare … men det har aldrig været på den måde, at jeg ville sætte mig på en eller anden trone og få ham under tøflen, eller … men jeg har nogen gange kunnet sukke efter, at der kunne komme nogen andre impulser, end dem der lige kom. Jeg kan huske første gang jeg hørte tangoen, da greb den mig om hjertet. Jeg identificerede mig med længsel, en længsel efter at finde mig selv sammen med en fra det andet køn, og en tristhed over, at det ikke altid er så let. Det er hele spektret af følelser, både magnetismen og følelsen af forladthed.

M Længsel kan også være længsel efter for eksempel at være sig selv, og jeg oplever i hvert fald på mig selv, at jeg udfolder mig mere på mine egne præmisser, når jeg danser tango, altså jeg er mere mig selv, end i så mange af de andre gøremål, jeg skal indgå i til daglig. Tango er ikke så meget en længsel efter … det er ikke en dyrkelse af det, som man engang forlod, det som man har mistet. Det er den dyrkelse af selve længslen, så hvis selve objektet, det objekt man har længtes efter, faktisk dukker op, jeg vil ikke sige det er en katastrofe, men det slår en masse i stykker.

K Den psykologisk gode herre i tangoen, han starter med at spørge kvinden … uden ord, hvad hun er for en type kvinde. Det vil sige at starte ganske langsomt ud med nogle enkle trin, hvor han fornemmer, hvordan hendes krop bevæger sig, hvilket temperament hun har, og så udvikler samtalen sig langsomt, og i tango-sprog betyder det, at man vover mere og mere, og det er jo lige præcis med tangoen det at sige ... at lade sig bevæge, det er jo sådan et meget underfundigt udtryk, fordi at som kvinde der ved at modtage en invitation fra en herre til en dans og gå ud på dansegulvet med ham og give mig hen, der lader jeg mig rent faktisk bevæge sådan rent kropsligt, han bevæger mig, og der sker det, at hvis han rent faktisk får lov til det, så hvis jeg lader være med at stritte imod, jamen så bliver jeg også bevæget på et andet plan. Jeg åbner nogle døre. Det kræver også at kunne lade sig bevæge og skabe den åbning i sig selv, hvor jeg tillader den anden at gøre en forskel inde i mig, og kvinden hun danser ud fra det princip, at hun holder ham lige lidt på afstand. Desværre er det sådan i moderne tider, at der ikke er ret mange mænd, der virkelig tager denne føring, den kompliment i favntaget, hvor de virkelig forsøger at tage kvinden ind til sig, så kvinden har ikke så meget brug for at stritte imod nu om dage, tværtimod er det tit hende, der hænger om halsen på manden og siger, lad os nu prøve at komme hinanden lidt ved.

M Mange herrer kan jo i virkeligheden slet ikke finde ud af at føre, tør slet ikke vise damen, kom her, lad mig føre dig her hen, give hende en fast arm, der virkelig viser hende, her kan du være, her er det godt at være, viser hende, at det skal hun altså gøre nu, og mange kvinder de kan simpelt hen ikke lade være med at tage initiativet, de kan ikke bare slappe af og vente og mærke efter: Okay, nu skal jeg gøre noget, men de tager hele tiden initiativet. De kan simpelt ikke lade en, jeg er lige ved at sige, være i fred … give ham den tid, han har brug for til at kunne føre. De vil ind på banen.

K Altså det er manden, der tager initiativet i tangoen, men det betyder ikke, at kvinden er overflødig, tværtimod når jeg danser, så føler jeg mig meget stolt og meget stærk og feteret. Manden er sat på en vanskelig rolle, han skal underholde mig, mens dansen varer, og det skal han gøre med en spændende føring, ellers får han aldrig det modspil, som gør, at hans føring lykkes, fordi hvis han bakser mig igennem eller skubber rundt med mig eller ... så vil jeg ikke give mig hen nær så meget. Kvinden er jo, fordi hun har en rolle, som hedder at lade sig føre, så har hun usynligt utroligt meget at skulle have sagt. For det første så er hun selve mandens anledning til at danse, han kan godt lide hende, hans invitation, hans føring det er en stor kompliment, ligesom at sige, at med dig tror jeg, jeg kan for en dans få lov til at føle mig en mand, og dernæst så har kvinden jo også sine redskaber i dansen, igen mere usynligt, fordi det er ikke hende, der styrer, og alligevel, manden har utroligt meget at skulle se til, han skal have overblik over dansegulvet, og han skal tænke på nye variationer, så hun ikke keder sig og så videre og så videre, og nogen gange går han rent faktisk i stå eller laver småfejl, og den gode kvinde, der tager hun usynligt over, støtter ham, når han er ved at miste balancen, laver måske en lille bitte variation, som hører med til hendes repertoire, mens han lige finder fodfæstet i den figur, som han ikke helt lykkes med at lave, så det er helt klart, at en del af de dygtige danseres hemmelighed er, at føringen er fordelt på de to, og at det er et samspil, man indgår i og bliver et fælles hele, hvor man støtter hinanden.

M Hvis hun fører … og hun viser, at hun tager initiativer, så er det ikke tango længere. Når der sker det, så får man for alvor problemer i dansen, og det gør man altså også i sit forhold. At hvis manden ikke er tydelig, og det kan han jo være af mange grunde, måske ved han ikke, hvad han skal gøre, eller også er han forvirret eller usikker, og kvinden bliver utålmodig og vil gå ind og hjælpe ham, så får man problemer, så trækker manden sig tilbage eller bliver gal, altså bliver ked af det, såret, og så bliver han gal.

K Det er helt klart, at jo mere jeg kender den, jeg danser med, jo bredere og dybere er følelsesspektret, og der kan man sige, at afhængigt af hvilke figurer, manden ligesom giver impuls til, at vi kan danse sammen, der har jeg nogle muligheder for at tage til genmæle, altså jeg kan både opføre mig kælent, længselsfuld, varm, blid, men jeg kan også tage til genmæle i dansen på en afvisende vred måde, og jeg kan godt huske tangoer, hvor jeg lige præcis har udtrykt noget i dansen, som jeg havde på hjertet overfor den person.

M Altså når jeg har prøvet at være den person, som kan vise ømhed og være den, der fører på samme tid, og så det er blevet misforstået, altså så intentionen i det er blevet misforstået, så har det været den side, der handler lidt om kontrol og handler om at være den, der fører, der ligesom er blevet sat fokus på, sådan så man er blevet opfattet som en dominerende og kontrollerende person, og der ikke er, jeg synes ikke, jeg … der har ikke været blik for, at jeg samtidig udviser ømhed og omsorg, og det tror jeg da er et problem for mange mænd, altså jeg synes da, det har været et problem for mig.

K I tangoen der er det herrens arme, der skaber rammen for at jeg kan være der som en kontrol-slippende kvinde uden at miste min værdighed, uden at den given slip bliver udnyttet, og jeg synes, jeg kan tage tangoen med eller se paralleller til noget, jeg også oplever i mit liv udenfor som angår det på en gang at kunne føle sig tiltrukket, føle sig passioneret og varm overfor et menneske og samtidig se nødvendigheden af at bruge de trin, der sparker fra sig, og det synes jeg, at det kan være at tangoen har lært mig det, at kunne rumme et varmt kvindehjerte, der gerne vil have lov til at være kvinde ved siden af sin mand, at kunne få det til at sam-eksistere med den stolthed, der også byder en, at nogen gange bliver man nødt til at sætte grænser. Det sker også i tangoen.

M Jamen, jeg ved ikke, jamen hvad søren skal man altså gøre jo, det er jo altså … altså jeg synes jo, når jeg ikke har fået mulighed for at vise den person, jeg er, og forsøgt at vise ømhed og omsorg, blidhed og så videre, forsøgt at vise det på min måde og er blevet misforstået, så har jeg oplevet en utrolig … ja jeg vil sige sorg, og det har fået mig til at trække mig tilbage.

K Tangoen har lært mig, at jeg har lov til at skabe nogen rammer for mig selv, hvor jeg arbejder på at kunne være på en måde, så jeg er glad for at være kvinde. Tangoen har vænnet mig til, at det faktisk er meget rart, at der er en mand, der er sød ved en og viser sin glæde ved, at lige præcis jeg står ved siden af ham og vil gøre alt for at vores fælles dans lykkes. Hvis han ikke er det, så er det sådan i dansen, så må jeg sørge for at holde min egen balance, og det vil sige, at så lader jeg mig føre med forbehold.