Coronaforebyggelse

Tango Aalborg, El Abrazo, efterlever regeringens coronaforebyggelse

Fredag den 13. marts 2020

Statsminister Mette Frederiksens tale til alle danskere onsdag aften d. 11. marts om at bakke op om en bred dansk forebyggelsesstrategi overfor coronavirus markerede et nyt vendepunkt. Samtidig med lukningen af skoler, offentlige institutioner og universiteter mv. lød meldingen, at regeringen lukkede alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker og fritidstilbud. Samtidigt opfordrede man til at ”alle private institutioner, frivillige foreninger, trossamfund mv. til at gøre det samme.”

Set med Tango Aalborgs bestyrelses øjne og som frivillig forening er det eneste ansvarlige svar på dette, at vores Holdundervisning, Søndagenes Drop ins, practicaer og planlagte aktiviteter aflyses med omgående virkning. Dvs. fra fredag den 13. marts og frem til og med søndag den 29. marts. Dermed afventer vi som forening de officielle anbefalinger, som meldes ud fra regeringen, Sundhedsstyrelsen og et enigt Folketing.

Det er naturligvis med en strejf af smerte og vemod, at foreningen tyr til disse nødvendige skridt. En enig bestyrelse er dog overbevist om, at det er vigtigt helhjertet at deltage i en samlet indsats for at afbøde og forsinke smitten i Danmark. Alle tidligere udtalelser fra Tango Aalborg er hermed underkastet denne beslutning.

Spørgsmål i øvrigt bedes fremsendt til bestyrelsen via vores mail: bestyrelse@tangoaalborg.dk

Hilsen Tango Aalborgs Bestyrelse

Indlægget her er udgivet i facebook gruppen fredag 13, marts, men er først kommet på hjemmesiden 14. marts. Webmaster beklager forsinkelsen

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer