Dobbeltrolledanser

Vi har fået dette  indlæg fra Mette Bjørn, som her til efteråret underviser på Begynder 2.

Dobbeltrolledanser

Det at skifte rolle bliver ofte forvekslet med seksuel orientering. Queer eller straight – det er underordnet. Alle dansere der har lyst til at danse begge roller bør have mulighed for det. Og alle dansere – mænd såvel som kvinder – kunne blive bedre dansere i deres første rolle ved at gøre sig erfaringer med den anden rolle. Grundene og lysten til at ville danse både fører og følger kan være mange og gode og hænger selvfølgelig nøje sammen med hvem man er som menneske, og hvilke erfaringer man har gjort sig om eller i sit (kommende) tangoliv.

Tosproget tangodanser

Er du en af de mange der brænder efter at finde en tangopartner,, så du kan leve drømmen ud og komme ind i det fantastiske tangounivers? Du har bare ikke lige fundet vedkommende endnu eller også er du ved at opgive håbet om at finde ham/hende. Sker det ikke inden næste sæsons undervisning begynder til september, så vælg at blive dobbeltrolledanser fra starten. Et fantastisk udgangspunkt for med tiden at få alle de danse du har lyst til og kan overkomme. Hvis du virkelig vil det, så er det absolut en mulighed. Er du interesseret kan du skrive til mig mette_bjoern@hotmail.com . Hvis interessen er stor nok vil jeg gerne oprette et nyt hold for dobbeltrolledansere.

Sådan bliver du en bedre tangodanser

Har du allerede danset tango med din partner og er han/hun også manden/kvinden i dit liv er du heldig. Især hvis I begge er enige om at det er noget kun I to har sammen eller hvis I er enige om at ville være sociale dansere og danse med andre. Hvis I stadig har rigeligt at se til med at finde jeres egne ben (første rolle) at danse på så forsøg at finde dem. Er I ved at få en fornemmelse af jeres første rolle og nysgerrige efter at blive bedre sammen, så er det måske nu I skal forsøge jer en enkelt sæson med et rolleskift. Bare for at prøve det. Er I interesserede, så tilmeld jer på begynder 2.

Træt af ikke at blive budt op.

Har du danset i en del år og har du prøvet at være til en milonga hvor du følte at du blev skuffet, såret og tog hjem med en fornemmelse af at du skulle være blevet hjemme, fordi du ikke blev budt op? Du brændte for at komme ud og danse men endte med at føle dig brændt af. Du kan vælge at skifte dansefatning og kaste dig ud i at blive fører på et niveau hvor du kan begå dig på en milonga. Jeg siger ikke at det let, blot at det er en god mulighed. Det betyder ikke at du så altid skal danse fører. Skulle dette have vakt din interesse kan du tilmelde dig på begynder 2 med eller uden dansepartner.

Holdstart tirsdag d. 5. september kl. 20 på Kulturbroen.

Der kan som tidligere nævnt være mange og andre grunde til at blive/være dobbeltrolledanser. Skulle dette indlæg have vakt din interesse kan du melde dig på Begynder 2 med eller uden dansepartner. Holdstart tirsdag d. 5. september kl. 20:00 på Kulturbroen. Se Holdundervisning

Mette Bjørn

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer